Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Vores profil

Billede af Tumlehuset

 

               

 

 

Velkommen til Tumlehuset

Tumlehuset er et kommunalt dagtilbud, der rummer både vuggestue og børnehave. Børnene er fordelt på seks hyggelige og overskuelige stuer – tre i vuggestuen og tre i børnehaven. Her arbejder vi hver dag for at skabe et trygt, udviklende og inspirerende miljø for alle børn i alderen 0–6 år.

Pædagogisk Idræt – bevægelse med mening

Tumlehuset er certificeret i pædagogisk idræt. For os betyder det, at bevægelse ikke blot er motion, men et pædagogisk redskab, der styrker børnenes trivsel, sanseintegration, glæde og fællesskaber.

Det er vigtigt for os at understrege, at vi ikke er en ren idrætsinstitution. Vi er et alsidigt pædagogisk miljø, hvor pædagogisk idræt indgår som ét af flere stærke elementer i vores arbejde med leg, læring og børnefællesskaber. Med afsæt i DIF’s tanker om bevægelse og leg understøtter vi børnenes mod, nysgerrighed og naturlige lyst til at udforske verden med hele kroppen.

Billede af idræt certificering

Vores pædagogiske tilgang

I Tumlehuset mener vi, at barndommen er en af livets vigtigste perioder. Derfor skal børnene mødes af trygge, nærværende og omsorgsfulde voksne, som er bevidste om deres rolle som forbilleder. Vi arbejder ud fra anerkendende pædagogik med et særligt fokus på relationer, nærvær og tilknytning.

Vi skaber et læringsmiljø, hvor de seks læreplanstemaer, leg, venskaber og gode fællesskaber er i centrum. Vi ønsker, at alle børn oplever en tydelig rød tråd i deres hverdag og føler sig set, hørt og værdsat.

Forældresamarbejdet

Et stærkt forældresamarbejde er afgørende for børnenes trivsel. Vi vægter åben dialog, gensidig respekt og et tæt samarbejde, så vi i fællesskab kan skabe en tryg, forudsigelig og sammenhængende hverdag for barnet – både hjemme og i Tumlehuset.

Sundhed, trivsel og fællesskab

Sundhed tænkes aktivt ind i alle dele af hverdagen. Vi arbejder for at styrke børnenes deltagelse i fællesskabet, give dem mod på at prøve nyt og skabe rammer, hvor de oplever succes og udvikling i deres eget tempo. Her er både plads til bevægelse, ro, fordybelse og stærke relationer.

Personalegruppen

Vores personale består af et engageret og fagligt kompetent team af pædagoger, pædagogmedhjælpere, studerende og praktikanter. Vi arbejder tæt sammen på tværs af stuer og fagligheder for at sikre en høj kvalitet i det pædagogiske arbejde. I Tumlehuset har vi en meget høj procent af uddannet pædagoger. 

Vi er optaget af at skabe tryghed, struktur og glæde i børnenes dagligdag. Vi prioriterer løbende faglig udvikling, sparring og refleksioner, så vi hele tiden styrker vores praksis inden for pædagogisk idræt, relationer, inklusion og de seks læreplanstemaer. Nærvær og anerkendelse er fundamentet for vores tilgang – vi ved, at trygge relationer skaber mod, trivsel og lyst til at lære.

Ledelse

Tumlehuset ledes af dagtilbudsleder Helle Skjødt Jensen og afdelingsleder Janis Juul. 

Sammen står vi for den overordnede faglige og pædagogiske retning i huset og vægter tilgængelighed, tydelighed og en tæt relation til både personale og forældre højt. 

Som dagtilbudsleder arbejder jeg målrettet for at sikre et fælles værdigrundlag, et stærkt samarbejde og en kultur præget af nærvær, faglighed og glæde. Med fokus på både børn, medarbejdere og forældre skaber jeg rammerne for, at Tumlehuset fortsat kan være et trygt, levende og udviklende miljø for alle.